Pressemeddelelse – 20/6/2025
Showerlabs tager kritik alvorligt og ændrer interne procedurer
I forbindelse med en artikel udgivet af Tjekdet.dk fredag den 20. juni, hvor der rejses en række kritikpunkter mod Showerlabs’ brusehoved MILO og vores markedsføring, ønsker vi at nuancere artiklens kritikpunkter og fortælle om de konkrete tiltag, der er allerede er foretaget, og det, vi lige nu arbejder på at tilpasse.
Vi tager kritikken alvorligt og hæfter os ved, at Forbrugerrådet Tænk til slut i artiklen nuancerer kritikken om at brusehovedet MILO ikke er et whitelabel-produkt.
“De har fået lavet tilpasninger, så der er trods alt sket mere med produktet, end vi ser i mange andre tilfælde,” siger seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk, Marie Frank-Nielsen.
Videreudvikling og dokumenteret filterdesign
MILO er baseret på et grunddesign fra vores leverandør, men er teknisk videreudviklet af os med særlig fokus på filtersystemet. Vi har dokumenteret filterudviklingen og foretaget tilpasninger af bl.a. gevind, tætninger, overflade og emballage, så produktet er tilpasset mere danske forhold.
Derfor anvender vi formuleringen “Designed in Copenhagen”. Samtidig er en ny model med 100% eget design under udvikling og forventes lanceret senere i år.
Filteret er testet af anerkendt institut
Filteret er testet hos SGS (et af verdens største test- og analyseinstitutter) som har rådgivet os om metode og testforløb. Testen blev udført under kontrollerede forhold, og den færdiganalyserede rapport viser, at filteret har en reducerende effekt på bl.a. PFAS.
Derudover har Showerlabs aktivt flere gange deltaget i vandteknologikonferencen Aquatech Amsterdam, hvor vi har haft mulighed for at tale med eksperter og udveksle viden om vandfiltreringsteknologi med henblik på at lave det bedstmulige produkt.
Vi anerkender behovet for yderligere dokumentation under mere normale brusebetingelser og arbejder på at udvide testgrundlaget. Filteret er et frivilligt supplement – ikke et medicinsk produkt – og kunderne kan anvende brusehovedet med tryghed.
Ændringer i markedsføring og kommunikation
Vi har fjernet formuleringer, der kunne give indtryk af medicinsk effekt på hudsygdomme, og vi har nedlagt sitet Beautyeksperten.dk, som tidligere blev brugt til test af sponsoreret indhold. Det burde have været tydeligere, at Showerlabs stod bag, og det tager vi ansvar for.
Vi har også fjernet brugen af en læge i vores markedsføring for at undgå tvivl om dokumentation og uafhængighed, ligesom vi har fjernet et billede, der ved en fejl blev anvendt uden samtykke.
Kunderne er glade og trygge – og det skal de blive ved med at være
Vi har siden starten tilbudt alle vores kunder en risikofri prøveperiode, hvor man kan prøve produktet i 30 dage og få pengene retur, hvis man ikke er tilfreds. Færre end 3% vælger at returnere deres produkt. Vi modtager løbende tilbagemeldinger fra kunder, bl.a. på Trustpilot og vores sociale medier, og tilbagemeldingerne fra kunder viser høj tilfredshed og en positiv effekt på hud eller hår efter at have brugt MILO.
Vi vil gerne understrege, at kritikken af MILO ikke omhandler brugen af bruseren. Produktet er helt sikkert at bruge, og vi er stolte af den værdi, det skaber i mange menneskers hverdag. Vi har siden opstarten haft fokus på høj kvalitet og at gøre en forskel, og vi arbejder hver dag på at leve op til det ansvar.
Fremadrettet
Vi har iværksat en gennemgribende gennemgang af al markedsføring og produktinformation og har allerede fjernet eller justeret flere formuleringer. Vi ønsker at kommunikere klart, transparent og ansvarligt og gøre det nemt for forbrugere at tage informerede valg.
Vi er en ung virksomhed, og vi lærer undervejs. Når vi begår fejl, retter vi op og bliver bedre. Det skylder vi både vores kunder og os selv.
Til vores følgere og trofaste kunder
Vi er super taknemmelige for, at I er med på vores rejse. Vi er stadig dedikerede til at levere brusehoveder, der skaber gode oplevelser i danske hjem, og vi glæder os til at fortsætte sammen med jer.
Lucas Alexander Møller, Shabir Ahmad Nudrat og Markus Krag
Kontakt:
Showerlabs Aps
info@showerlabs.dk